Veganske karbonader - opskrift
Arbejdstid: Ca. 40 min. – inkl. stegning
Hviletid for farsen: Mindst 30 min. – gerne længere
Opskriften giver 4-5 veganske karbonader
Ingredienser:
100 gram sojagranulat + vand og grøntsagsbouillon til iblødsætning
(du finder Veganz sojagranulat på shoppen her >>)
2 dl kikærtemel
(du finder kikærtemel på shoppen her >>)
1 finthakket løg
300 gram knoldselleri (renset og revet på rivejern)
3 spsk smagsneutral kokosolie
+ olie til stegning
2 spsk citronsaft
2-3 spsk gærflager – kan udelades, men bidrager med en ekstra god smag (Nutty Vegan gærflager findes på shoppen her >>)
3 spsk soyasauce
1 spsk spidskommen
2 tsk salt og lidt peber
Rasp til panering
Fremgangsmåde: veganske karbonader:
Hæld tørret sojagranulat i en skål eller gryde og tilsæt grøntsagsbuillon og rigeligt kogende vand. Lad det trække i ca. 5 min.
Rens/skær skrællen af knoldsellerien, og riv sellerien på et rivejern.
Hak løget fint og svits både løg og knoldselleri af på panden i smagsneutral kokosolie i 5-10 minutter. Tilsæt 2 tsk salt og lidt peber.
Dræn sojagranulatet i en si, og pres så meget væde ud du kan med en ske. Lad det lidt af. (Du skal have hænderne i det om lidt).
Find en stor skål og hæld alle ingredienser (undtaget rasp) i, og ælt det godt sammen.
Er farsen alt for våd, tilsætter du lidt mere kikærtemel, men den må godt være klistret.
Dæk skålen med farsen til (med et viskestykke, et låg eller film), og sæt farsen på køl i mindst en halv time – gerne længere. Det samler sig på køl.
Form de veganske karbonader i den størrelse du vil, og vend dem i rasp, inden du steger dem på panden i olie. De skal steges ca. 7-8 minutter på hver side.
Server evt. med vegansk brun sovs el. vegansk hollandaise, ris, kartofler eller stuvet hvidkål (du finder en opskrift på vegansk stuvet hvidkål på min søsterside; veganske-opskrifter.dk)